2. September 2024 09:00 - 21:00


Sensommertur

Hvad mon der sker hos vores nabokommune mod nord?

Det finder vi ud af, når årets sensommertur går til Holstebro den 2. september.

Vi besøger byen under ”Sustain Week”; en uge med fokus på erhvervslivets omstilling til bæredygtig forretning, som også er dagens gennemgående tema. Som noget nyt deltager vi om formiddagen i Sustain Week’s åbningskonference med indlæg ved bl.a. direktør Brian Mikkelsen, Dansk Erhverv, direktør Lars Naur, Jysk Energi samt toprådgiver Nana Bule, bestyrelsesmedlem i Novo Nordisk fonden og Arla Foods samt forperson for regeringens særlige udvalg NEKST, der skal sætte fart på udbygning af grøn energi i Danmark.

Formiddagens ordstyrer er Natasja Crone.

Efter frokost i Musikteatret tilbyder vi 3 spor, som du bedes prioritere ved tilmelding.

  • Spor 1: Besøg Kaj Bech A/S; ISO certificering, en katalysator for udvikling i en entreprenørvirksomhed
  • Spor 2: Besøg Creativ Company A/S; Social ansvarlighed anno 2024
  • Spor 3: Nordeuropas grønne energihub & power-to-X

Efter sporene mødes vi alle igen på den tidligere sygehusgrund i Holstebro; et af Danmarks mest ambitiøse byudviklingsprojekter. Ambitionen er at transformere hele området til en bæredygtig bydel, der er en del af og et aktiv for Holstebro midtby. Adm. direktør Thomas Leerberg tager imod hvorefter vi får en rundvisning, hvor vi både får nogle nye spændende tiltag at se sammen med et kig i de gamle, forladte rum i kælderen.

Vi runder dagen af hos virksomheden Creative Force og bliver kloge på deres ”software as a service” målrettet online stores som Bestseller og Zara. Her skal vi nyde aftenens middag v.  Restaurant JA, som er en af Holstebros førende restauranter med madoplevelser fra øverste hylde. Middagen er med lokale råvarer i sæson og en høj grad af bæredygtige produktionsmetoder og råvarer, som alt sammen understøtter Sustain Week’s tema.

Sidste frist for tilmelding er torsdag den 22. august 2024.

Beskrivelse af spor

Spor 1: Besøg Kaj Bech A/S; ISO certificering, en katalysator for udvikling i en entreprenørvirksomhed

Hvordan implementerer man succesfuldt 4 ISO systemer i en virksomhed og gør det til sit eget.

Kaj Bech A/S er en familieejet entreprenørvirksomhed med over 75 års erfaring, de sidste 3 år har virksomheden arbejdet målrettet med ISO, og idag ser Kaj Bech ISO som; licence to operate, og det danner en af grundpillerne for den måde virksomheden tilgår projekterne og driver sin virksomhed på.

Administrerende direktør, Peter Bech byder indenfor og fortæller om rejsen hertil

Besøg Creativ Company A/S; Social ansvarlighed anno 2024

Hvordan forener man en kapitalfondsejet virksomhed med en stærk virksomhedskultur og social ansvarlighed?

Hos Creativ Company hænger det helt naturligt sammen. Her går høj performance og en stærk kultur hånd i hånd. Virksomheden ledes med en åbenhed på alle fronter. Det er rygraden i strategien, og CEO Jakob Wulff Moeskjær byder indenfor og fortæller om rejsen dertil.

Spor 3: Nordeuropas grønne energihub & power-to-X

Holstebro er langsomt men sikkert i gang med at udvikle sig til Nordeuropas nye grønne energihub. Strømmen fra de gigantiske havvindmølleprojekter i Nordsøen samles i området, og det har skabt interesse fra flere af Danmarks og verdens førende PtX-udviklere. På dette spor får vi bl.a. et indlæg v. teknisk direktør i Holstebro Kommune, Anders Debel, der giver os en status på etableringen af et Power-to-X-anlæg i Idomlund og på Holstebros øvrige satsninger indenfor grøn energi.

Foregår i Musikteatret.


Oversigt over tilmeldte:

Tilmelding