28. August 2019 11:00 - 22:00


Sommertur: Vejle – by og havn

Midtjysk Lederforums sommertur går i år til Vejle – byen, der ligger midt i én af Danmarks kraftcentre og lige op af én af Danmarks smukkeste fjorde med en fantastisk omkringliggende natur. Vi dykker ned i byens DNA på flere fronter:

Første stoppested er Spinderihallerne, som er et af Danmarks største udviklings- og innovationsmiljøer og hvor cirka 60 kreative virksomheder, en række kunstnere og flere kulturinstitutioner har til huse. Vi får en rundvisning i hallerne samt fortællingen om den historiske bygnings forvandling fra bomuldsspinderi til kreativt vækstcenter. Alt sammen et symbol på Vejles forvandling fra industrisamfund til oplevelses- og vidensby.

Vejles borgmester Jens Ejner Christensen sætter os derefter stævne og giver os et indlæg om kommunens fortsatte fokus på at være en førende vækst- og erhvervskommune. Vi skal bl.a. høre om Vejles medlemskab af by-netværket 100 Resilient Cities – som den eneste by i Danmark – som indbefatter, at byen har forpligtet sig til at udvikle og dele løsninger på fremtidens udfordringer med byer som Rio de Janeiro, Paris, Rotterdam og Los Angeles. Der lægges op til spørgsmål og dialog.

Vejle Havn har gennem årene gennemgået en ekstraordinær udvikling. De synlige beviser er bl.a. Bølgen, Klubøen og senest den ikoniske bygning Fjordenhus, som er Kirk Kapitals A/S’ domicil. Vi får en guidet rundtur tilsat fortællingen om havnens udvikling.

Dagen afsluttes med en middag i Skyttehuset, beliggende lige ned til Vejle Fjord og i den nyligt renoverede Skyttehus-have. Vi sætter et naturskønt og hyggeligt punktum for turen med masser af tid til netværk inden turen går hjemad kl. 21.15.

Ved tilmelding skal du angive i hvilken by du påstiger bussen. Sidste frist for tilmelding er onsdag den 21. august 2019.

Såfremt du skulle være forhindret i at deltage, er du velkommen til at sende en substitut, der har tilsvarende ledelsesansvar som dig.

Skulle du have spørgsmål til arrangementet er du altid velkommen til at kontakte vores sekretariat på info@lederforum.net.

NB: For nye medlemmer og gæster på turen afholdes der for-møde i Innovatorium, Birk Centerpark 40, 7400 Herning (5 minutters gang fra Elia) kl. 10.00. Her vil formand Christian Ohn byde velkommen og give en kort intro til foreningen, hvorefter der vil være tid til en kort runde ”bordet rundt”. Separat tilmelding hertil på info@lederforum.net. Derefter går vi samlet til Elia.

 

Billeder er venligst udlånt af: Vejle Havn, Skyttehuset og Spinderihallerne


Oversigt over tilmeldte:

Tilmelding