30. Marts 2023 15:30 - 21:00


Styrk dit lederskab

Når kalenderen siger marts, og foråret igen er på vej, inviterer Midtjysk Lederforum medlemmer og gæster til arrangement torsdag den 30. marts 2023 kl. 15.30 – 21.00 hos Højhuset, Højskolevej 11, 7400 Herning.

Emnet er ledelse, som er kernen i Midtjysk Lederforum. Vi får et par stærke og involverende fortællinger fra to indlægsholdere, der om nogen har fingeren på pulsen hvad angår fremtidens lederskab, nemlig Louise Orbesen og Lars Sander Matjeka. Derudover får du gode råd og konkrete værktøjer med hjem til ledergerningen i din virksomhed.

Som til alle arrangementer i Midtjysk Lederforum er der god til at netværke og vende dagens indlæg, når vi skal nyde en middag sammen. Den musikalske del har vi denne gang lagt i hænderne på Dorthe Gerlach, som med en enestående klang og et ukueligt nærvær tager os med på en stemningsfyldt musikalsk rejse inden vi igen går hver til sit.

Tre vigtige skridt mod fremtidens organisationer
v. Louise Orbesen, Leading Humans

De fleste er efterhånden enige om, at vi står på tærsklen til radikalt nye måder at lede fremtidens organisationer. Til gængæld hører enigheden op, når vi taler om hvordan, de kommer til at se ud. Der findes ikke én formel eller en opskrift. Louise Orbesen har beskæftiget sig med fremtidens lederskab siden 2017, og hun ser nogle tydelige mønstre, der tegner sig. Hun kommer med sit bud på, hvilke tre vigtige skridt, ledere skal tage for at skabe fremtidens organisationer.

Lederen og mennesket
v. Lars Sander Matjeka, SanderMatjeka (tidl. CEO, Aller Media)

Forandringens vinde har sjældent blæst så kraftigt som nu, og det stiller både nye og store krav til alle ledere. Det indebærer samtidig en risiko for at fare vild undervejs – både som leder og som menneske, og derfor er det mere end nogensinde helt afgørende at have klare værdier, at kombinere mod og sårbarhed, at fokusere på energien og prioritere et stærkt fællesskab.
Fremtidens ledere må balancere det målbare og det mærkbare, samtidig med, at de er bevidste om, at det ikke længere er titlen og stjernerne på skuldrene, der giver indflydelse og følgeskab.

Tilmeld dig arrangementet allerede i dag og senest den 23. marts 2023. Såfremt du er forhindret i at deltage, er du velkommen til at sende en substitut, der har tilsvarende ledelsesansvar som dig.

For gæster og nye medlemmer afholdes der for-møde kl. 14.30. Her vil du blive budt velkommen af bestyrelsen i Midtjysk Lederforum og få en kort intro til foreningen, hvorefter der vil være tid til en kort runde ”bordet rundt”. Separat tilmelding hertil på info@lederforum.net.

Skulle du have spørgsmål til arrangementet er du altid velkommen til at kontakte sekretariatet på info@lederforum.net

HUSK, at du som medlem er velkommen til at invitere gæster med til foreningens arrangementer. Tilmelding af gæster skal ske på mail til info@lederforum.net – med angivelse af gæstens navn, titel, virksomhed og mailadresse. Deltagelse for gæster er gratis. Husk at gæster/potentielle medlemmer skal leve op til §3 i foreningens vedtægter – klik HER.