29. November 2021 15:30 - 22:00


GOOD IS THE NEW COOL

Historisk set kommer vi fra en tid, hvor formålet med at drive virksomhed har været lineær og udelukkende handlede om at ”maximere profit” til fordel for ejere og investorer.

I dag kan vi med fordel forholde os til en noget mere cirkulær tankegang, hvor det i højere grad handler om at skabe værdi og løse problemer for vores kunder, at investere i og udvikle vores medarbejdere, at opføre os ordentligt overfor leverandører, at tage et samfundsmæssigt ansvar og til stadighed skabe langsigtet værdi for vores ejere og investorer.

Et bredt og vigtigt emne, der stiller store krav til den måde, hvorpå vi driver vores virksomheder. Vi har under overskriften ”Good is the new cool” valgt at angribe emnet med 3 indlæg og en yderst kompetent ordstyrer, nemlig Børsens Chefredaktør Niels Lunde.

Chefredaktør Niels Lunde
Med afsæt i sit daglige virke som Chefredaktør for Børsen, vil Niels Lunde flyve os ind til dagens tema.

Forfatter Alexandra Krautwald
Nye krav til vores organisationer står i disse år i kø. Presset kommer primært indefra og udefra. Altså fra medarbejdere, kunder og samarbejdspartnere. Løsningerne skal findes i udviklingen af tillid og relationer mellem mennesker, i værdien af social ansvarlighed, i miljøfremdrift og øget livskvalitet. Men også i bæredygtig produktion, intern oprydning og en ny økonomisk udvikling, der forbinder mennesker, teknologi, råstoffer og finanser. Alexandra Krautwald tager udgangspunkt i sin seneste bog ”Sunde penge”, hvor hun også kommer med bud på fremtidens ledelsesgerning.

Filosof, forfatter og erhvervsmand Morten Albæk
Hvordan kan vi skabe formål og mening for vores medarbejdere, og hvorfor er det afgørende vigtigt i en tid, hvor vi som et af verdens rigeste og lykkeligste folkeslag kan være så hårdt ramt på det mentale velbefindende, målt på antallet af mennesker, der lider af stress, angst og depression? Morten Albæk giver nogle svar på, hvilke radikale konsekvenser, der følger med erkendelsen af, at vi kun lever ét liv i én tid. Kan vi forlange intimitet og kærlighed i alle vores relationer – også de professionelle? Kan vi forlange at blive set og udviklet som mennesker – ikke bare medarbejdere? Svaret er et rungende ja. Vi må tage livtag med den professionelle distance og den meningsløse MUS-samtale, hvis vi skal bane vejen for det meningsfulde liv for vores medarbejdere.

Adm. Direktør Torben Larsen, Give Steel A/S
Hos Give Steel A/S har man en helt særlig virksomhedskultur, som spiller en afgørende rolle for succesen. I denne stål-verden er der nemlig også plads til de bløde værdier. Virksomheden værner om denne kultur, hvor interessen for det enkelte menneske er meget stor og hvor der er plads til at gøre en forskel lokalt. Dette skaber både glæde og stolthed hos alle medarbejdere og samtidig spiller en afgørende rolle for virksomhedens vækstmuligheder.

Under middagen sørger Lau Højen for aftenens underholdning. Lau Højen kommer som soloartist, klar til at invitere os ind i sit univers med en række poetiske og personlige sange.

Arrangementet afholdes i RemisenBrande, Remisevej 1, 7330 Brande. Tilmeld dig og din ledsager allerede i dag og senest den 22. november. Pris for ledsager er kr. 500,- ex. moms. Dette er inkl. indlæg, middag og underholdning.

Skulle du have spørgsmål til arrangementet er du altid velkommen til at kontakte Susanne Karstensen i vores sekretariat på tlf. 96 26 11 26.

Vi glæder os til at se dig og din ledsager.

Med venlig hilsen
Midtjysk Lederforum

NB: For nye medlemmer og gæster afholdes der for-møde kl. 15.00. Her vil formand Jesper Moos byde velkommen og give en kort intro til foreningen, hvorefter der vil være tid til en kort runde ”bordet rundt”. Separat tilmelding hertil på info@lederforum.net.

Program

Kl. 15.30
Ankomst til Remisen Brande

Kl. 16.00
Velkomst i salen

Kl. 16.05
Indflyvning til dagens emne v. chefredaktør og dagens ordstyrer Niels Lunde, Dagbladet Børsen

Kl. 16.15
Sunde penge – et spørgsmål om konkurrencedygtighed i fremtiden v. fagbogsforfatter, strategi- og beslutningsrådgiver Alexandra Krautwald

Kl. 17.00
Hvad er det meningsfulde liv v. filosof, forfatter og erhvervsmand Morten Albæk

Kl. 18.00
Pause

Kl. 18.15
Stålproduktion på et fundament af bløde værdier v. adm. direktør Torben Larsen, Give Steel A/S

Kl. 18.45
Afslutning og opsamling v. Niels Lunde, Dagbladet Børsen

Kl. 19.00
Velkomstdrink 

Kl. 19.20
Middag og koncert v. Lau Højen

Kl. 22.00
Tak for i dag