9. Januar 2025 16:00 - 19:30
Nytårskur: ”Højlunds Forsamlingshus”
Du inviteres hermed til Midtjysk Lederforums nytårskur torsdag den 9. januar 2025 kl. 16.00. Denne gang skal vi besøge Dilling A/S, og vi glæder os til et par spændende timer, hvor det overordnede tema er fællesskaber. Hos Dilling A/S betyder fællesskabet meget, og virksomheden understøtter det bl.a. med fællessang. Vi indleder nytårskuren med at synge et par sange fra højskolesangbogen til akkompagnement af Villy Bertelsen.
Journalist Gertrud Højlund leder os derefter igennem nytårskuren og lægger ud med sine egne refleksioner over, hvor de store fællesskaber findes i 2025. Og findes de overhovedet? Og hvad kan fællesskaber gøre for både individet og for samfundets samlede udvikling?
Hvem bestemmer, når vi ikke engagerer os – og hvordan afkoder vi det egentlig, når fællesskaberne ikke fungerer? Bliver vi ensomme – eller føler vi os nærmere magtesløse?
Derefter styrer Gertrud os igennem en spændende paneldebat med udgangspunkt i spørgsmålet ”Hvad får arbejdspladsen/kommunerne/foreningen/kirken og samfundet ud af fællesskaberne, når de fungerer – og hvor begynder skoen at trykke, når fællesskabet ikke fungerer?”
I panelet sidder:
- Borgmester Dorte West, Herning Kommune
- Borgmester Ib Lauritsen, Ikast-Brande Kommune
- Direktør Morten Dilling, Dilling A/S
- Idræts- og udviklingsansvarlig Kristian Holst, Herning Idrætsråd
- Sognepræst Jens Moesgård, Herning Kirke
Der er naturligvis også plads til dine spørgsmål og kommentarer.
Traditionen tro slutter vi af med nytårspølser, netværk og hyggeligt samvær.
HUSK, at du som medlem er velkommen til at invitere gæster med til foreningens arrangementer. Tilmelding af gæster skal ske på mail til info@lederforum.net – med angivelse af gæstens navn, titel, virksomhed og mailadresse. Deltagelse for gæster er gratis. Husk at gæster/potentielle medlemmer skal leve op til §3 i foreningens vedtægter – klik HER
Har du spørgsmål til arrangementet, så venligst kontakt sekretariatet på tlf. 20 64 85 40 eller info@lederforum.net. Tilmeld dig allerede i dag og senest den 3. januar 2025.